Selvforkælelse i herrenes sauna til stilleaften

Dette er aromaterapi i saunaen, som er med til at give dig øget velvære, en dejlig udrensning og forbedret immunforsvar.
Begrebet "saunagus" stammer fra Sydtyskland af begrebet aufguss, som betyder "at hælde på ovnen". Saunagus foregår i den traditionelle finske sauna, hvor temperaturen ligger på ca 85o og en luftfugtighed på 0-10 procent.

Til saunagus blandes vand og æteriske olier i en lille spand, og hældes derefter lidt efter lidt på de varme sten på ovnen. Dette gør, at der spreder sig en gennemtrængende varme og en dejlig duft i hele saunaen. Gusmesteren vil her svinge et håndklæde rundt i luften, så den herlige duft og varme damp kan komme godt rundt i rummet. Temperaturen i saunaen stiger ikke i løbet af en saunagus, men når væsken hældes på oven, fordamper den og øger på den måde luftfugtigheden, så det føles varmere.

Duften fra de æteriske olier vil variere fra gang til gang og derfor varierer virkningen af saunagusen også, da den enkelte olie har sin egen virkning. Virkningen kan fx være afslappende, beroligende, udrensende eller opkvikkende.

Prisen er entré + 10,- kr. pr. gus og billetter skal købes på dagen.

Tirsdag og torsdag kl. 19.30 og 20.00